Lausten, Mette og Andreasen, Asger Graa

I maj 2021 blev regeringen og et bredt flertal enige om en aftale, Børnene Først, der skal hjælpe udsatte børn og familier tidligere og bedre end i dag. Med aftalen afsættes 2 mia. kroner fra 2022-2025 med initiativer såsom ”en bedre og tidligere indsats for udsatte børn og unge”, ”færre skift og mere stabilitet”, ”Barnets Lov – flere rettigheder til børnene” og ”bedre kvalitet i anbringelser” (Social- og Ældreministeriet, 2021). Resultaterne fra denne rapport spiller derfor ind med vigtig viden om, hvordan anbragte unge trives i 2020, og hvilke områder det kan være særligt frugtbart at rette fokus på. Idet undersøgelsen baserer sig på anbragte unges egne svar, giver undersøgelsen de anbragte unge en stemme i den aktuelle debat omkring anbragte børn og unges trivsel og velbefindende. Formålet med trivselsundersøgelsen er således at kortlægge, hvordan anbragte unge trives på en bred vifte af områder, fx i forhold til hverdagen på anbringelsesstedet, skolegang, helbred og deres relationer til familie og venner. Denne trivselsundersøgelse er den fjerde i rækken siden 2014 og giver således et unikt indblik i væsentlige udviklingstræk i forhold til anbragte unges trivsel. Undersøgelsen omfatter både unge, der bor i plejefamilier, og unge, der er anbragt under institutionslignende forhold.

91 s., utgitt av VIVE i 2022.