Ottosen, Mai Heide og Stage, Sofie | Jensen, Hanne Søndergaard

Sammedrag: Gennem de senere år har skilsmissebørn fået mere samvær med den forælder, som de ikke har bopæl hos. Der er også sket en vækst i andelen af børn, som har en deleordning, det vil sige som bor lige meget eller næsten lige meget hos begge forældre. Fra at være et marginalt fænomen er deleordninger nu blevet mere mainstream. Omkring hvert sjette skilsmissebarn lever i en deleordning. Der har ikke tidligere været udført egentlig forskningsbaserede undersøgelser om vilkårene ved at være delebarn i Danmark, og også viden fra den internationale forskning fremstår noget sporadisk. Det er en væsentlig baggrund for, at denne undersøgelse er blevet iværksat. Undersøgelsen aktualiseres yderligere af, at forældreansvarsloven fra 2007 åbnede for, at de familieretlige myndigheder fik mulighed for at bestemme, at børn kunne få samvær i op til halvdelen af tiden, for eksempel såkaldte 7/7-ordninger. Undersøgelsen belyser, hvordan børns hverdagsliv er indrettet – inden for og uden for familien – når man lever med en deleordning, herunder hvordan forældrene samarbejder og koordinerer, og hvordan det for børn er muligt at passe venner og fritidsaktiviteter, når man bor to steder. Vi har lagt vægt på, at beretningerne om delebørns hverdagsliv skulle hidrøre fra børnene selv, men som en kontekst for disse beretninger har vi også indhentet informationer fra forældre. Denne rapport er det første af to studier om delebørn og baserer sig på dybtgående interview med 8-14-årige børn og deres forældre, som aktuelt eller for nylig har haft en deleordning. I nogle tilfælde var deleordningen et resultat af forældrenes egen frivilligt indgåede aftale, i andre tilfælde var den resultatet af en myndighedsafgørelse. Derudover er der også gennemført interview med en håndfuld unge voksne, som levede i en deleordning i kortere eller længere tid i deres barndom. I alt er 56 personer interviewet til undersøgelsen. I en senere rapport offentliggøres resultater fra et andet studie, der er baseret på kvantitative data

210 s., utgitt av SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i 2011.