Christensen, Else og Mølholt, Anne-Kirstine | Lindstrøm, Maia
Flertallet af landets krisecentre tilbyder støtte til kvinderne, når de flytter fra krisecentret. Hjælpen kaldes ’efterværn’. Begrebet efterværn bruges i denne sammenhæng lidt anderledes, end vi ellers kender. Begrebet efterværn er dog almindeligt anvendt om den hjælp, der gives efter opholdet, og undersøgelsen anvender derfor også begrebet. Undersøgelsens formål er at afdække, i hvilket omfang krisecentrene i dag etablerer efterværn for voldsudsatte kvinder, herunder at afdække, hvilke initiativer, modeller og organisationsformer krisecentrene bruger, og specielt at undersøge brugen af netværk i efterværnet. Forudsætningen for det efterværn, krisecentrene tilbyder, er kontakten med kvinderne under opholdet. Kvinderne fortæller næsten alle, at den første kontakt med krisecentret var en langt mere positiv oplevelse, end de havde ventet. De følte sig i høj grad mødt og anerkendt af de personer, de mødte. Flere kvinder fortæller, at de ved kontakten med krisecentret for første gang oplevede, at de uden videre blev forstået, når de fortalte deres historie. Kvinderne lægger vægt på, at ingen af de personer, de talte med, betvivlede, at de faktisk havde været udsat for den vold, de beskrev, eller betvivlede de følelser, volden havde givet dem. I de fleste tilfælde oplevedes det som en befrielse. Når krisecentrene efterfølgende har kompetent viden om, hvordan kvinderne skal handle, hvor de skal henvende sig, hvad de skal gøre og huske osv., så opbygges der i de fleste tilfælde et varigt tillidsforhold
98 s., utgitt av SFI i 2010.