Ottosen, Mai Heide og Christensen, Pernille Skovbo

I kølvandet på anbringelsesformen, der trådte i kraft i 2006, belyser denne rapport anbragte børns skole- og helbredsforhold. To områder, som anbringelsesreformen prioriterede, at der skulle sættes mere fokus på. Vi sammenligner i denne rapport anbragte børn med jævnaldrende ikkeanbragte børn på skole- og helbredsområdet og belyser, om skolegang og sundhed er integreret i socialforvaltningens tænkning om beskyttelses- og risikofaktorer i børns liv. Adskiller anbragte børns helbredstilstand, trivsel og skoleforhold sig fra jævnaldrende, der ikke er anbragt uden for hjemmet? Undersøgelsen fandt ingen væsentlige forskelle mellem de to undersøgelsespopulationer i forhold til den almene helbredstilstand. Anbragte børn synes ikke hyppigere end andre børn at være overvægtige eller skrante helbredsmæssigt: Forekomster af sygdomsperioder og symptomer på fx hoste, hoved- og mavepine er således omtrent de samme. Vi undersøgte også, om anbragte børn adskilte sig fra en sammenligningsgruppe af ikke-anbragte udsatte børn på samme alderstrin, dvs. børn der havde modtaget en eller anden form for social foranstaltning. Vi fandt, at den almene helbredstilstand var dårligere blandt udsatte børn end blandt jævnaldrende, der var anbragt. Betragter vi udsatte børns situation som et muligt forstadie til et senere anbringelsesforløb, ser det med andre ord ud til, at en anbringelse uden for hjemmet kan bidrage positivt til at forbedre børns almene helbredstilstand

132 s., utgitt av SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd i 2008.